KUNDO
Kundos gennembrud kom med ’7100’, og siden har KUNDO leveret en perlerække af markante udgivelser: ’North Face’ (ft. Lamin), den 5-stjernede debut-EP ’Bar’ En Drøm’, samarbejder med Anton Westerlin og to af sensommeren 2024’s største hits, ’Noget Si’r Mig’ (ft. Thor Farlov) og ’Signaler’ (ft. MAS) – der begge er gået guld.
Det anmelderroste debutalbum 24 cementerede KUNDO som en artist med meget på hjerte og hårdtslående format. Albummet gik med førstesinglen ’Hvem Har Stedet’ direkte ind på Top 50. 24 fortæller historien om et liv i bevægelse – mellem Vejle og København, mellem nat og dag, mellem fest og eftertanke.
Live er KUNDO kendt for sin intense tilstedeværelse og sit stærke publikumsgreb. Han har spillet udsolgte shows i hele landet, ramt bl.a. Store VEGA og Train og været på Roskilde Festival to år i træk.
Kilde: Kløften Festival