MANIC STREET PREACHERS
Manic Street Preachers er et af de mest indflydelsesrige og ikoniske rockbands fra Wales. Gennem deres karriere har de udgivet 15 studiealbum, senest Critical Thinking i 2025, været headliners på adskillige festivaler, herunder Glastonbury, og modtaget utallige priser.
Deres debutalbum Generation Terrorists, der udkom i februar 1992, etablerede dem som et unikt band, der kombinerer klassiske rock-riffs med attituden fra pop og punk og en lyrik, som var langt foran deres samtid. Gennem årene har de udforsket forskellige grene af musikken og vundet fans over hele verden, men samtidig formået at bevare den klassiske Manic’ske lyd. Ved deres koncerter står tidlige numre som ”You Love Us” og ”Motorcycle Emptiness” ubesværet side om side med store hits som ”If You Tolerate This Your Children Will Be Next”, ”You Stole The Sun From My Heart” og nyere sange som ”International Blue” og ”Orwellian”.
Så publikum kan se frem til hits fra hele Manic Street Preachers’ imponerende bagkatalog, når rockbandet gæster Heartland for første gang fredag den 19. juni.
Kilde: Highland