JAKOB BRO ENSEMBLE + PETER LAUGESEN
Netværkskoncert. I et nyt møde mellem tre generationer og stærke kunstneriske stemmer inviterer Jakob Bro (ECM Records / Loveland Music) den fremadstormende norske trommeslager Veslemøy Narvesen og den legendariske saxofonist Jesper Zeuthen med på scenen. Bro og Zeuthen har gennem en lang årrække haft et tæt kunstnerisk samarbejde med Peter Laugesen, der medvirker som special guest ved koncerterne. Zeuthen har desuden netop markeret sig med to nomineringer ved DMA Jazz 2025.
Guitarist og komponist Jakob Bro (f. 1978) har udgivet 25 albums som bandleder og etableret sig som et internationalt anerkendt navn gennem samarbejder med blandt andre Paul Motian, Tomasz Stanko, Lee Konitz, Joe Lovano, Brian Blade, Charles Lloyd, Midori Takada og Palle Mikkelborg. Hans musik er samtidig omdrejningspunkt i den internationalt roste dokumentar Music for Black Pigeons af Jørgen Leth og Andreas Koefoed, som havde premiere under Venedig Biennalen og siden er blevet vist på filmfestivaler verden over.
Forfatter og poet Peter Laugesen (f. 1942) debuterede i 1967 med Landskab og har siden udgivet mere end 50 digtsamlinger. Hans omfattende forfatterskab spænder fra poesi og dramatik til oversættelser og kunstkritik, og han har gennem årtier haft et nært samarbejde med jazzmusikere og improvisatorer. I 2025 modtog han Prins Henrik Prisen for sin “originale, egenartet insisterende og vilde poesi” og sit snart seks årtier lange bidrag til dansk litteratur.
Kilde: TRIO