MILLE
Dagdrømme, dagbøger og det danske sprog. Tre elementer, der har været en del af Milles liv, siden hun kan huske. Som bare 15-årig valgte hun at tage sine dagdrømme alvorligt, da hun flyttede hjemmefra for at jagte drømmen om musik. I dag er Mille 19 år og klar til at sprede sine vinger og flyve afsted på sin musikalske rejse. For trods sin unge alder har hun allerede markeret sig som et af landets største stjerneskud, senest med hædringen som P3 Talentet ved P3 Guld 2025.
Allerede i 2024 gjorde hun sig bemærket med singler som ”Lyver For Min Dagbog” og ”Dagdrømmer”, og i 2025 udgav hun sin første EP vågner, hvor man bl.a. finder hitsinglen ”drikker med mig selv”, og efterfølgende singlerne ”hader ik mig selv sammen med dig” og hendes måske største hit til dato ”kendt mig en uge”. Alle disse hits og mange flere kan man glæde sig til, når Mille indtager Suset for første gang til sommer.
Kilde: Suset Esbjerg Havn