CAKTUS + DIYANA (SUPPORT)
JazzHaus. Caktus, med saxofonist og komponist Maria Dybbroe i front, bevæger sig i et spændingsfelt mellem det finstemte og det kraftfulde. Den aarhusianske kvintet arbejder med en akustisk lyd, hvor instrumenterne flettes tæt sammen i et udtryk, der både trækker på kammermusikkens præcision og jazzens elasticitet. Musikken folder sig ud som et sanseligt og filmisk forløb – i konstant bevægelse mellem det skrøbelige og det ekspressive. Med afsæt i albummet Øyeblikk kredser kompositionerne om det flygtige og det nære: steder, minder og stemninger, der spejles, forskydes og får nye betydninger undervejs. Caktus er et af de mest særegne yngre navne på den skandinaviske jazzscene – med et udtryk, der er lige så præcist, som det er levende. “Maria Dybbroe’s Caktus ensemble is a beautiful blend of organic acoustic sounds and arrangements with elements of free music. A must listen.” – Bugge Wesseltoft. DIYana, ledet af sanger, sangskriver og producer Yana Dryupina, åbner aftenen med en personlig og nærværende koncert. Med rødder i Ukraine og et nyt liv i Danmark bevæger hendes musik sig mellem indie pop, jazz og soul – båret af en stærk fortælling om at finde fodfæste, miste og begynde igen.
Kilde: EWII House