AÏTA MON AMOUR
Med dyb respekt for Marokkos ældgamle blues-traditioner og den filterløse energi fra elektronisk musik, tager Aïta Mon Amour sit publikum med på en dragende og frisættende musikalsk rejse. Efter utallige koncerter verden over gæster den hypede duo Nørrebro og der er lagt op til en sanselig og medrivende liveoplevelse.
Aïta Mon Amour består af den marokkanske rap-pioner Widad Mjama og Khalil Epi, en markant skikkelse på den arabiske elektroniske scene. Sammen genfortolker de den flere hundrede år gamle aïta-tradition – en rå og poetisk rural blues båret af chikhates, som traditionelt har været stærke, uafhængige kvindelige sangere. Duoens debutalbum “Abda” tager udgangspunkt i den marokkanske Abda-region, hvor aïta-traditionen har sine dybe rødder. Her væves Widad Mjamas kraftfulde vokal og rytmiske spoken word sammen med Khalil Epis detaljerige produktioner af pulserende elektronik, tunge basflader og organiske teksturer. Sammen skaber de en intens og sanselig musikoplevelse, hvor tradition ikke bevares i stilstand, men bringes levende ind i nutiden.
Aïta har historisk fungeret som et talerør for samfundets oversete stemmer, og netop denne oprørske og frisættende kraft viderefører duoen med stor overbevisning. På scenen udfolder Aïta Mon Amour et fængslende univers, hvor tranceagtige rytmer, poesi og klubbet energi smelter sammen i en koncertoplevelse med både politisk nerve og stærk følelsesmæssig resonans. Siden udgivelsen af “Abda” har duoen spillet mere end 80 koncerter verden over og høstet stor anerkendelse for deres lyd. Nu kan publikum opleve Aïta Mon Amours medrivende liveformat på ALICE til september.
Kilde: ALICE