NICK LEÓN
Miami-kunstneren Nick León har haft travlt de seneste par år. Den garvede DJ og producer medvirkede i 2022 på spanske Rosalías banebrydende album Motomami, og samtidig har han været et efterspurgt DJ-navn i både Europa og USA.
Et dybt dyk ned i Latinamerikas klubscene via rejser til Brasilien og Equador gav ham en musikalsk åbenbaring, der førte til en kreativ genfødsel og en lyst til at træde mere frem som kunstner i egen ret. Det skete i stor stil på albummet A Tropical Entropy fra 2025. Et album, som fremstår som et modigt kunstnerisk manifest, der med inspiration fra både latin club-scenen, Joan Didons roman Miami og psykedeliske grænsetilstande leverer både frodige og dansevenlige sommerstemninger og en ulmende dystopisk tone.
Albummet rummer bl.a. hans samarbejde med den danske sangerinde Erika de Casier i form af det store hit “Bikini”, som af flere medier blev hyldet som en sommer-banger af de sjældne. Albummet reflekterer de modsætningsfulde stemninger i det Florida, hvor Nick León har hjemme. Hede fester og skønhed, men også billeder af skrøbelige økosystemer på kurs mod kollaps.
Kilde: Roskilde Festival