POISON RUÏN
Philadelphia-bandet Poison Ruïn har siden starten i 2020 indtaget en særlig plads på den moderne punk- og metalscene. Og med deres nyeste album, Hymns From The Hills, der udkom i foråret, har de for alvor samlet trådene i deres unikke udtryk, hvor tematikker fra den mørke middelalder ramler ind i beskidt anarcho-punk.
I Poison Ruïns hænder er de middelalderlige stemninger og temaer ikke en flugt fra virkeligheden - tværtimod tjener de som et grumt spejl for det moderne samfund, hvor jævne mennesker presses ned i sølet af magtfulde herskere. Vi befinder os midt i en mørk middelalder, og Poison Ruïn leverer et pestbefængt soundtrack, hvor klassisk crust punk blandes med elementer af traditionel heavy metal, postpunk, black metal og middelalderlige dungeon synth-passager.
Punkens anarkistiske ånd møder mørke og gotiske atmosfærer, samtidig med at bandets kolde og klamme lo-fi lyd, har fået anmeldere til at drage sammenligninger til æstetikken fra norske black metal-bands som Darkthrone og Immortal.
Kilde: Gloria