HANS PHILIP
Hans Philip har gennem en bemærkelsesværdig musikalsk rejse bevæget sig fra hiphop-baggrunden i Ukendt Kunstner til et sårbart, melankolsk og moderne R&B-univers som soloartist.
Med sin solodebut Forevigt viste han, at han havde noget helt andet at byde på: Intime ballader, sårbar ærlighed og en atmosfære man kunne føle i brystkassen. Albummet blev modtaget med varme af kritikere; GAFFA gav topkarakter, og Soundvenue kaldte det “selvterapi sat i musik”. Siden da har Hans Philip sprængt genregrænser igen og igen. Med dobbeltalbummet [α] & [β] udviklede han sit udtryk. Rodfæstet i hans særegne melankoli, men mere modent, mere modigt og med større musikalsk bredde.
I 2025 overraskede han med Honey, et album der markerer et nyt kapitel i hans solokarriere. Udgivelsen blev sluppet ved midnat uden forudgående annoncering, og allerede første lyt gør det klart, at Honey er tænkt som en efterårsklassiker: ti numre der favner det bløde, det eksistentielle og det musikalsk eksperimenterende. Til sommer kan man glæde sig til at opleve Hans Philips karakteristiske vokal og ærlige lyrik, når han gæster Heartland 2026.
Kilde: Greenfield