CEVIL
Bag kunstnernavnet CEVIL står sanger, sangskriver og producer Cecilie Vahle. Siden barnsben har Cecilie skrevet sange og tilbragt utallige timer i øvelokalet på loftet af forældrenes stald på Djursland, opslugt af musikkens mange facetter.
Med sin kompromisløse popmusik, der har et snert af retro- og hyperpop, trækker CEVIL inspiration fra mange forskellige afkroge af musikkens verden. Fra St. Vincent til HAIM og Caroline Polachek kredser CEVILs inspirationskilder særligt om den antifabrikerede lyd, der oser af integritet: En integritet, der også tydeligt skinner igennem CEVILs eget katalog.
I efteråret 2023 singledebuterede CEVIL med ‘Don’t Speak’ efterfulgt af en håndfuld alsidige singler, herunder ‘20 BPM’, som havde premiere på Soundvenue og P3.CEVIL har derudover prydet coveret på den officielle Spotifyplaylist Dansk Indie af flere omgange, kunnet høres på P6 BEAT og P4, og så blev hun booket som opvarmning for St. Vincent til HEARTLAND/at/NOMA.
Kilde: Musikhuset Aarhus