ALICE AI
En gennemgående tråd af dobbelthed løber igennem Alice Ais musik, der på én gang er pop og punk, melodisk og forvrænget, menneskelig og artificiel. Som Alice fra Alice in Wonderland inviterer hun publikum med ind i et alternativt univers, hvor de sædvanlige regler og konventioner kommer til kort, og hvor poppen smeltes om til radikalt nye former.
Her glider følsomme melodier over i forvrængede skrig, mens bløde synthflader afløses af subsoniske rumble kicks og smadrede drum’n’bass-rytmer. Den musikalske dobbelthed spejles også i en eksistentiel ambivalens på hendes EP d.a.t.a.d.e.a.t.h. fra 2025, hvor temaer om krop, sex, relationer og selvbilleder undersøges i et univers, der rummer både håbløshed og mod, frygt og styrke.
Alice Ai er blevet berygtet via en række vilde pop-up shows, som hun selv har arrangeret i den københavnske undergrund. Her har hun med sit band forenet både popelsker, ravere og punkere i et kreativt frirum, hvor grænserne mellem højintens punkenergi, svedig klubatmosfære og hyperpoppede produktioner er smeltet sammen.
Kilde: Roskilde Festival