SAMA’ ABDULHADI
Hun er ikke bare en af den arabiske verdens førende DJs, men også et markant navn på den internationale techno-scene, og der er lagt op til hård dansefest, når palæstinensiske Sama’ Abdulhadi indtager Roskilde Festival til sommer.
Selvom hun er blevet kendt som en pioner på den palæstinensiske elektroniske scene, startede hendes karriere i Libanon. Her begyndte hun at skabe musik, som både hentede inspiration fra Berlins techno-scene og rave-kulturen fra de mange klubber i Beirut, hun frekventerede. Hjemvendt til Ramallah i Palæstina blev hun i 2018 inviteret til en Boiler Room-session, og selvom hun på det tidspunkt var stort set ukendt i international sammenhæng, eksploderede videoen i popularitet og gav hende hurtigt tilnavnet "queen of the Palestinian techno scene".
Hun er dog ikke blot en dronning, men også en ambassadør, der bruger sin indflydelse til at understøtte mulighederne for at andre palæstinensere kan udtrykke sig kunstnerisk - blandt andet via hendes venue, Union, der fungerer som netværksskabende udviklingssted for DJs, producerer og andre kreative sjæle.
Kilde: Eos