VILMA CROW
Vilma Crow bevæger sig i grænselandet mellem forelskelse og hjertesorg med et råt og inderligt DIY indie-pop/rock‑udtryk. Med catchy guitarriffs og følsomme, syng‑med‑tekster skriver hun sange, der føles som ærlige erkendelser – direkte fra hjertet og uden filter. Hendes musik kredser om kærlighed, selvbillede og de følelsesmæssige sprækker, der opstår, når man prøver at finde sig selv i relationen til andre. Der er både skrøbelighed og styrke i Vilma Crows udtryk; en intimitet beslægtet med Lizzie McAlpine kombineret med Fiona Apples kompromisløse nerve. Sangene udspringer af virkelige oplevelser og rummer hele følelsesregistret – fra vrede og smerte til spirende håb. I 2024 markerede Vilma Crow sig som et stærkt live‑navn på Uhørt Festival og prydede efterfølgende forsiden af Weekendavisens kultursektion. I 2025 udpegede Soundvenue hende som én af årets artister at holde øje med. Med en debut‑EP på vej og optrædener på SPOT og Roskilde står Vilma Crow som et markant, nyt indie‑håb. • Døre kl. 18.45
Kilde: Toldkammeret