DOWNTOWN JULY
En midtjysk kærlighedsinvasion – sådan omtaler Downtown July sig selv. Og der er noget om snakken. Ihvertfald er de i 2025 skudt hastigt i vejret med kurs mod sand landeplagestatus. De både sejrede i KarriereKanonen, høstede en titel som P3’s Uundgåelige for singlen ‘Ku’ vi’ og begav sig ud på en ambitiøs efterårsturné. I februar udkommer debutalbummet ‘Kravler før vi går'. Dermed er der også lagt godt i ovnen til, at de lokale kometer velfortjent kan indtage Skovscenen med storm til sommer. Den silkeborgensiske kvintet beskrever selv deres genre for “groove og græd”. For de uindviede er de nok nemmere at triangulere som iørefaldende, dansksproget indiepop med flotte omkvæd, drømmende guitarharmonier og nærværende tekster. De handler om kærlighed, det at være menneske og ikke mindst fællesskab. Og Downtown July løfter netop allertydeligst i fælles flok, selvom deres karismatiske frontfigur, forsanger Leo Høj, nærmest kunne bære hele molevitten på egne skuldre.
Kilde: GrimFest