MARIA ARNAL
LØR 18 APR
KL 21:00 lørdag den 18. april 2026
ALICE
Nørre Allé 7, København 2200
Om koncerten
Den prisvindende, spanske komponist, sanger og eksperimenterende kunstner Maria Arnal laver musik i krydsfeltet mellem menneske og maskine – med hjælp fra et kor af AI-genererede stemmer, et transportabelt organ og sin overjordisk smukke sangstemme.
En melodi fra middelalderen, et beat du kan danse til og et skvæt kunstig intelligens. Det er tre ingredienser i spanske Maria Arnals musikalske univers. Til april gæster hun ALICE med AMA – titlen på hendes seneste album og en performance, hvor Maria Arnal undersøger stemmens suverænitet i en AI-tid, såvel som intimitet og femininitet. Og leverer fængslende elektropopmelodier, der trækker på musikalske traditioner samtidigt med, at de ikke havde været mulige at skabe uden moderne teknologi. De lyder som om de kommer fra et gammelt kloster – og fra en computer – på én og samme tid.
Maria Arnal har modtaget adskillige priser, og optrådt på alt fra Sónar Festival i Barcelona, et TED Talk-event i Vancouver og Romaeuropa Festival i Rom. Som komponist har hun blandt andet skabt et lydværk til arkitekturbiennalen i Venedig, ‘AIR’ og et generativt korværk, der interagerer med Barcelonas big data i realtid, ‘SIRENA’. Dette var et samarbejde med produceren John Talabot og og skabt til Torré Glòries, der er et udsigtstårn i Barcelona. Maria Arnal udforsker de steder, hvor lyd, teknologi og kunst smelter sammen. Derfor optræder hun ofte med både et kor af AI-genererede stemmer og et transportabelt orgel, som hun kan kontrollere via sin computer. Tag med på ALICE til april, og vær med til at opleve menneske og maskine smelte sammen i Maria Arnals polyfoniske electro pop.