ALICE TUNES IN: DANSKE KVALMER + TERENCE DOUGHERTY + ORESTIS MARANTOS + SOFIA CARDICH
I en række tilbagevendende live-events åbner ALICE TUNES IN dørene for nye og eksperimenterende musikalske projekter og idéer. Koncertformatet transformerer ALICEs vante scene til et udforskende mødested for både nye og erfarne kunstnere. Med spirende nye lyde og stemmer inviteres publikum til fire korte og intime sæt, der vokser sammen til en aften med nysgerrighed, fællesskab og nye kunstneriske eksperimenter i fokus.
ALICE TUNES IN er drevet og kurateret i samarbejde med en dedikeret frivilliggruppe fra ALICEs eksisterende miljø. Vi glæder os til at præsentere den tredje aften i koncertrækken med eksperimenterende og stemningsfulde lyduniverser. En aften, der bevæger sig fra et meditativt møde mellem salmer, ambient og støj fra Danske Kvalmer over lo-fi singer-songwriter med eksperimenterende og følelsesladede sange fra Terence Dougherty og græsk folkemusik med hypnotiske klangflader fra Orestis Marantos til spansksproget indie-pop med varme synthklange fra Sofia Cardich.
OBS: Koncerten er gratis men billet kræves
Kilde: ALICE