SÅFORSATAN
I et dramatisk liveshow er såforsatan rapperen, der er gået fuldblods rockstar.“Rock n rave” kalder han det, når han i strobelys kaster sten mod det københavnske boligmarked, ler af sine egne eskapader og kalder til kampdag i mod søndagsfreden med djævle-håndtegn i vejret. Drevet af en evig vilje til at gøre op med status quo har såforsatan det sidste år opbygget en dedikeret bevægelse omkring sin musik og sine piratkoncerter.
I den bogstavelige undergrund har han omdannet betonrum til spillesteder, hvor hundredvis af deltagere synger med på stikkende linjer om “pensionisten der er blevet pusher for at få råd til charterrejser” og kærlighed, der forklares som “inside jobs”. Med et nyt album i 2026, der følger op på den anmelderroste EP BROSTEN fra 2025, og et voksende momentum omkring piratkoncerter og festivaler, står såforsatan i dag som et af de mest intense nye navne på den danske livescene flankeret af sit liveband i et industrielt og kompromisløst sceneshow.
Kilde: Klangfest