COLIN JAMES (CA)
Den canadiske Colin James har i årtier været blandt de mest markante personligheder på den internationale bluesscene. Siden sin debut i 1988 med albummet “Colin James” er det blevet til hele 21 studiealbums.
Debutalbummet blev det hurtigst sælgende album i Canadas historie, og flere af sangene opnåede topplaceringer på både canadiske og amerikanske hitlister – herunder “Just Came Back”, som nåede en imponerende 3. plads på den amerikanske Billboard-hitliste. Albummet indbragte ham samtidig hans første Juno Award – Canadas svar på en Grammy.
Colin James er ikke blot en exceptionel guitarist, men også en sublim og sjælfuld sanger. Han er en kunstner, som mange af branchens største navne ser op til. Hans musikalske spændvidde spænder fra traditionel “downhome” blues til energiske jump- og swingudgivelser med hans Little Big Band – samt mere rockpræget blues. Alt sammen leveret med integritet, nærvær og høj professionalisme.
Kilde: Posten