SØREN HUSS
Søren Huss fortsætter sin succesrige rejse gennem landet og de danske spillesteder i efteråret 2026. Denne gang med stort band og stop på blandt andet TRAIN.
Siden foråret 2025 har Søren Huss turneret landet rundt med konceptet ‘Alene på scenen’. Her har han spillet for fulde sale, fra de største koncertsale til kirker og musikhuse, alt sammen kendetegnet ved udsolgte koncerter og store anmelderroser. Publikum såvel som anmeldere har taget det intime format til sig, hvor Huss, alene med klaver og guitar, inviterer publikum ind i sit stærke sangkatalog, senest udvidet med albummet ‘Vi fik mere, end vi kom for’ (2024). Albummet blev indspillet i Farvemøllen i København og rost til skyerne af toneangivende medier.
”Hvornår er musik fremragende, hvornår er den god, nogenlunde vellykket eller yderst tvivlsom? Der er mange kriterier, men hvis den vækker følelser, rammer én så hårdt i maven, som dette – så afgjort det foreløbigt stærkeste udspil fra Søren Huss – så er der ikke andet at gøre end at kvittere med sjældne seks af seks mulige stjerner.”
Kilde: TRAIN