BRUNO BERLE
Med en stemme af guld og sit florlette og følsomme lo-fi-take på samba og bossa nova, er Bruno Berle lige nu et af de mest markante navne fra den nye bølge af brasilianske musikere, der fortolker de legendariske lands-genrer ind i nutiden. Efter en udsolgt og gåsehudsfremkaldende koncert på ALICE i 2024 vender den Roskilde Festival-aktuelle sanger nu tilbage til ALICE til efteråret – denne gang med nyt album, et stærkt hold af musikalske fæller fra Brasiliens nordøstlige musikscene og nordiske gæstemusikere, heriblandt den svenske soulsangerinde Diane Emerita.
Bruno Berle er en af de mest fremtrædende skikkelser fra den nye bølge af nordøst-brasilianske kunstnere. Sammen med navne som Bala Desejo, Ze Ibarra og Ana Frango Elétrico skubber brasilianske komponist, sanger og multiinstrumentalist nænsomt til grænserne for Música Popular Brasileira (MPB) – de legendariske strømninger i 1960’erne, hvor traditionelle brasilianske genrer som samba og bossa nova blev kombineret med pop, jazz og rock. Berles lyd er florlet og lo-fi. Atmosfæren er drømmende, vokalen er følsom og rytmerne komplekse, og han flirter både med indiepop og elektronisk musik med de brasilianske klange som udgangspunkt.
Bruno Berle kommer fra kystbyen Maceió i delstaten Alagoas, hvor et tæt kunstnerisk fællesskab med bl.a. Batata Boy, Phylipe Nunes og Nyron Higor (som spillede udsolgt koncert på ALICE tidligere i år) har været afgørende for hans musikalske udvikling. Berles gennembrud kom med “No Reino Dos Afetos” fra 2022 – et album fyldt med sarte kærlighedssange og varme, hjemmeskabte produktioner, som sikrede ham international opmærksomhed og sammenligninger med navne som João Gilberto, Djavan og Frank Ocean. Til efteråret er han klar med sit tredje studiealbum og førstesinglen “Não Posso Viver Sem Você” går lige i hjertekulen. I forbindelse med albumrelease drager han på tour og gæster ALICE i selskab med sit allstar-hold af musikalske fæller: producer og medkomponist Batata Boy samt bassist og komponist Nyron Higor (som spillede udsolgt koncert på ALICE tidligere i år). Til anledningen har Bruno Berle også inviteret to nordiske gæstemusikere, heriblandt den fremragende svenske soulsangerinde Diane Emerita. Gør dig klar til et brasiliansk musikalsk extravaganza med Bruno Berle til september.
Kilde: ALICE