OSKAR KRUSELL
Oskar Krusell er en nordjysk sangskriver, der gennem sit arbejde med Kogekunst, Heathe og Hjalte Ross har slået sig fast som en interessant stemme i dansk musik. Med sig på scenen har han sit faste band bestående af Mads Lang, Rasmus Frandsen og Søren Bøgeskov.
Med grød og følelser uden på tøjet er Oskar Krusell tilbage med opfølgeren til debutalbummet ‘OSKAR’ fra 2023. Albummet ‘Mit Barn' indeholder 8 sange undfanget i en brydningstid, hvor en datter og en fødselsdepression meldte deres ankomst samtidig. For hvad gør man, når man elsker sit barn, men også har lyst til at kværke det? Oskar Krusell har ikke svaret, men lader i stedet ambivalensen krybe ind i sangene. Her skabes et inderligt rum for det vi helst skjuler, men ikke kan komme udenom. Som et knækket spejl holdt op foran perfekthedskulturen.
I ryggen har Oskar Krusell sit band, og ligesom teksterne er musikken associeret, og der jongleres legesygt med inderlig folk, støvsuger-støjrock og polyrytmisk miskmask. Et univers hvor akustiske guitarer og viola smelter sammen med elektronik og guitarforstærkere, der er lige så pressede som Oskar selv.
Kilde: EXPO, Musikhusparken