KAPELA AGOPSOWICZA
SØN 22 MAR
KL 20:00 søndag den 22. marts 2026
ALICE
Nørre Allé 7, København 2200
Om koncerten
Det polske ensemble Kapela Agopsowicza indtager ALICE med traditionel dansemusik fra det centrale Polen – spillet, som den lød i landsbyerne for generationer siden. Her mødes ungdommens ukuelige energi med fortidens melodier, intense rytmer og livlig fællessang i en kombination, der kan holde dansegulvet i kog hele natten. Hvis du kunne lide koncerten med ukrainske HrayBery på ALICE sidste år, så hop i danseskoene og kom hid, når Kapela Agopsowicza giver koncert til marts.
Kapela Agopsowicza består af unge musikere, der er dybt fascinerede af den polske landlige musiktradition. De har i årevis været lærlinge hos ældre landsbymusikere og har fordybet sig i mazurkaer, obereker og andre danseformer, som engang udgjorde rygraden i bryllupper og fester på den polske countryside. Især de tredelte danserytmer er en sjældenhed i dag – og vil for mange nordiske ører vække genklang af den skandinaviske polska.
Bandets koncerter er mere end blot musikalske opvisninger. Mellem numrene deler musikerne fortællinger og anekdoter, der åbner for den kulturelle kontekst bag melodierne og giver publikum en dybere forståelse af traditionerne. Instrumenteringen er lige så autentisk som udtrykket: violin, rammetromme, landsbycello (basy) og et tre-rækket polsk harmonika skaber et rigt og nuanceret klangbillede. Musikken ledsages ofte af levende sang – præcis som dansemelodierne oprindeligt blev sunget spontant af publikum. Selvom Kapela Agopsowicza har en kort historie, har de allerede spillet til et væld af koncerter og dansefester i Polen, herunder på markante folk- og world music-festivaler. I november 2025 indspillede de deres debutalbum, og vi ser frem til at opleve deres energiske, traditionsbårne univers folde sig ud live, når Kapela Agopsowicza giver koncert på ALICE til marts.