MAGTENS KORRIDORER
Det bliver både nyt og anderledes og samtidig 101% Magtens Korridorer, når de kommer og gæster Ringsted Kongrescenter den 21. marts 2026. Det bliver en siddende, akustisk koncert – men vi garanterer for, at det ikke kommer til at gå stille for sig af den grund! Kan man holde af både håndbajer og Champagne? Og må man blande? Må man starte med osten og slutte med silden? Og bør man bande? Mange mener meget om, hvad man kan, bør og må. Men hvem er “man”? I hvert fald ikke Magtens Korridorer! De er (stadig…) så unge, at de ikke bør sætte sig ned, når de skal spille koncert. Og de er gamle nok til at vide, at man ikke må larme, når man skal spille i fine koncertsale og kulturcentre med plys på sæderne og portvin i pausen. Og de ved godt, at man ikke kan tillade sig at medbringe elektrisk forstærkede guitarer, når man skriver “akustisk” på plakaten. Men det har de naturligvis tænkt sig at gøre alligevel. “Hvor og når det passer os!”, som et anonymt medlem af orkestret efter sigende skulle have sagt. Med andre ord: Du må ikke gå glip af denne unikke oplevelse i selskab med Magtens Korridorer!
Kilde: Ringsted Kongrescenter