HUGORM
Med Simon Kvamm i front har HUGORM cementeret sig som et af Danmarks mest energiske og originale livebands. Efter en arenatour med mere end 20.000 solgte billetter og det prishædrede album DRØMMEHUG, som blev kåret som Årets Danske Popudgivelse ved GAFFA Prisen 2025, går trioen ind i 2026 med ny musik og en ny energi, der flytter grænserne for, hvordan dansk rock og pop kan lyde.
Siden debuten i 2020 har HUGORM gjort sig bemærket som et band, der tør gå hele vejen, både musikalsk, visuelt og på scenen. Fra de vrede og ukuelige udgivelser FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT og KOM VI FLYGTER, over det mere eftertænksomme TRO, HUG & KÆRLIGHED, til det eksplosive og anmelderroste DRØMMEHUG, har trioen vist en evne til konstant fornyelse uden at miste deres sjæl. I 2022 havde festivalpublikummet på Heartland for første gang fornøjelsen af den eksplosive trio. Og til sommer vender trioen tilbage til Heartland med ny musik og en endnu vildere og nyskabende koncert for at bevise, at de fortsat er blandt landets bedste liveartister.
Kilde: Greenfield