LAMISI
Let Us Clap lyder den manende titel på Lamisis netop udsendte album, der øjeblikkeligt drager lytteren ind i et musikalsk ritual, og som samtidig viser musikkens evne til at skabe både sammenhold og modstand.
Lamisi skabte sig et ry som en fantastisk sangerinde i hjemlandet Ghana som del af Patch Bay Band. I 2019 udsendte hun sit solodebutalbum i form af Brighter Side, hvor hendes erklærede inspiration fra et navn som Angelique Kidjo var mærkbar i en stærk fusion af pan-afrikanske traditioner og moderne pop.
På Let Us Clap tager hun sammen med producer Wanlov the Kubolor et spændende nyt skridt med en både fængende og original blanding af dybe traditioner fra det nordlige Ghana, tranceskabende polyrytmer og futuristiske elektroniske klange. Musikken udtrykker en dyb kærlighed til Lamisis kulturelle og musikalske rødder, men formulerer samtidig et håb om forandring.
Kilde: Roskilde Festival