HUUN-HUUR-TU
En koncert med Huun-Huur-Tu er en sjælden mulighed for at opleve en af verdens mest fascinerende sangtraditioner. Med deres hypnotiske strubesang åbner den tuviniske kvartet døren til en musiktradition, der føles både urgammel og forbløffende nærværende.
Dybt inde i Centralasiens vidtstrakte stepper ligger Tuva – et sted, hvor en af verdens mest fascinerende sangtraditioner stadig lever. Her har strubesangen gennem århundreder været en del af ritualer, naturforbundethed og hverdagsliv. Med en helt særlig sangteknik skaber sangerne et dragende lydunivers, hvor overtoner og undertoner smelter sammen og giver fornemmelsen af, at flere stemmer synger på én gang.
Ingen har været med til at bringe denne unikke tradition ud til et internationalt publikum som Huun-Huur-Tu. Kvartetten regnes i dag blandt de mest betydningsfulde navne på den globale world music-scene og har begejstret publikum verden over med deres levende fortolkning af Tuvas musikalske kulturarv.
Kilde: turkis