METALBINGO
Bingoværterne Verner & Vestergaard er endnu tilbage i teltet og afholder to seancer med djævelsk og metallisk musikbingo – de har haft fingrene i kirkegårdens sorte muld og har gravet nogle “interessante” præmier frem, ligesom COPENHELL også har doneret nogle virkelig flotte præmier.
Til COPENHELL-musikbingo bliver der spillet fed musik med bands fra årets festival, som man kan krydse af på de udleverede bingoplader, og måske vinde en af de fantastiske præmier. Baren er blevet fyldt til bristepunktet, så kravl hen til Biergarten, og tag gerne en ven, cellekammerat, grandfætter eller ekskæreste med, for det bliver vildt! Vi skruer musikken op til 11 – og har tanket op med masser af dårlig stil, pinlig optræden og virkelig dårlige vitser. Dette er med andre ord en perfekt måde at varme op til dagens festivalprogram eller blot få en tåkrummende oplevelse på. Det bliver en fest!
Kilde: Copenhell