ACID MOTHERS TEMPLE + VÍZ
ALICE
Nørre Allé 7, København 2200
Om koncerten
Gør dig klar til at spænde sikkerhedsselen – eller måske snarere give slip. De japanske psych-rock-ikoner Acid Mothers Temple indtager ALICE i maj med deres berygtede, excentriske liveshow, hvor støj, skønhed og kosmisk kaos smelter sammen i et ultimativt trip. I 2025 kunne kollektivet fejre 30-års jubilæum, og vi er stolte af at kunne præsentere dem på ALICE til en aften, der uden tvivl vil skrive sig ind i koncertsalens syrede historiebog. VÍZ åbner aftenen med avantgardistisk sci-fi-opera og rituelle besværgelser.
OBS: Billetsalget åbner fredag 20. februar kl 10
Acid Mothers Temple blev dannet i 1995 af den legendariske guitarist Kawabata Makoto. Allerede med debutalbummet fra 1997 – udgivet på japanske PSF Records – cementerede de deres status, da The Wire kårede det som et af årets bedste. Siden har bandet udsendt mere end svimlende 60 albums og turneret utrætteligt i USA, Europa, Asien og resten af verden med over 100 koncerter årligt. Acid Mothers Temple er kendt for deres lange, psykedeliske guitarsoloer, hypnotiske gentagelser og eksplosive lydcollager, der åbner portaler til nye bevidsthedslag og sender tankerne mod bands som Can og Ash ra Temple. Gennem årene har de samarbejdet med psykedeliske pionerer som Gong og Guru Guru samt en lang række japanske undergrundsikoner. Acid Mothers Temple & The Melting Paraiso U.F.O. fungerer som kollektivets kosmiske moderskib og kernen i et evigt foranderligt univers af beslægtede projekter.
Efter et generationsskifte i 2016 indledte Acid Mothers Temple et nyt kapitel under navnet “Next Generation”, og under pandemien kastede de sig frygtløst ud i streamingfestivaler, massive albumudgivelser og endda deres egne “music sports”-arrangementer. Den nuværende livebesætning med stifterne Kawabata Makoto og Higashi Hiroshi i front lover en koncertoplevelse, der balancerer kultdyrkelse, kaos og kollektiv ekstase. Gå ikke glip af Acid Mothers Temple på ALICE til maj.
VÍZ
Den ungarsk-transsylvanske kunstner Réka Csiszér åbner aftenen på ALICE, når hun med sit soloprojekt VÍZ inviterer os ind i et forseglet, filmisk univers af postindustrielle teksturer, spøgelsesagtig glossolalia og mørke ekkoer af ungarsk folkemusik. Med referencer til Béla Tarrs tungsindige billedverdener og lynchiansk desorientering opløser VÍZ tid og rum i tætte, elektroakustiske kompositioner. På det anmelderroste album “Danse des Larmes” smelter gotiske vokallinjer sammen med noir-æstetik og danner et imaginært giallo-soundtrack. Live beskrives VÍZ som både urovækkende og dragende – et sted mellem avantgardistisk sci-fi-opera og rituelle besværgelser. Csiszérs hjemsøgende vokal leder tankerne mod Diamanda Galás og Lisa Gerrard, og koncerten bliver en sanselig oplevelse, man kan mærke helt ind i kroppen.
Kilde: ALICE