PUMPEGRIS
Den norske musikscene har i mange år været leveringsdygtig i bud på nordisk folkemusik af tårnhøj kvalitet. Alligevel skal man lede længe efter et band med så meget charme og ungdommelig nysgerrighed som Pumpegris.
Ikke for ingenting er bandet på få år blevet en live-favorit i Norge, hvor de har bragt folkemusikken langt ud over de gængse musikalske cirkler. Bl.a. har de optrådt på by:Larm-festivalen i Oslo, hvor de også modtog den prestigefyldte pris “Årets Shooting Star” i 2025.
Samme år udsendte Pumpegris deres forrygende debutalbum, Fritids, der blev produceret af det norske folk-ikon Tuva Syvertsen (Valkyrien Allstars, Tuvas Blodklubb). Albummet viser et band, der som det naturligste i verden blander den nordiske folkemusiks dybe rødder med indslag af shoegaze, hiphop og vestafrikanske grooves – uden at det på noget tidspunkt bliver påtaget.
Kilde: Roskilde Festival