RODA DE SANTO
Hypnotisk percussion, spirituelle chants og elektronik væves ind og ud af hinanden i Roda de Santos musik. Med base i Lissabon og dybe rødder i den afro-brasilianske Umbanda-tradition forener gruppen ceremoniel praksis med en moderne lyd, når de indtager scenen. Sidste år spillede Roda de Santo en af de absolut bedste koncerter på den toneangivende Le Guess Who?-festival. Til august er turen kommet til ALICE og vi kan ikke vente.
Roda de Santo er skabt i Lissabon af brasilianske musikere med baggrunde i afro-brasiliansk percussion, eksperimenterende musik og lydkunst. Med afsæt i Umbanda – den sammensatte brasilianske religion, hvor afrikanske traditioner, oprindelige kosmologier og katolicisme sameksisterer – undersøger gruppen musikken som både påkaldelse, modstand og fællesskab. Hos Roda de Santo mødes traditionelle chants med håndspillet percussion, klap, vokaler og elektroniske teksturer i trancefremkaldende og fantastiske livekoncerter.
Roda de Santos selvbetitlede debut-EP, udgivet i 2025 på det uafhængige label CONCHA, varslede allerede et grænsebrydende og spændende nyt projekt, og med deres koncert på den toneangivende Le Guess Who?-festival samme år markerede de sig som et stærkt nyt navn på den internationale eksperimenterende scene. Til august spiller Roda de Santo på ALICE og vi kan ikke tænke på en bedre måde at åbne efterårssæsonen på.
Kilde: ALICE