Billedekilde: Konservatoriets Koncertsal
VIRTUOSITET OG VARIATIONER (ELGAR OG ENIGMA)
Konservatoriets Koncertsal
Julius Thomsens Gade 1, Frederiksberg C 1999
Om koncerten
Dirigent / Anna Rakitina
Solist / Lukas Vondrácek, klaver
Gísladóttir / sea sons seasons
Rachmaninov / Variationer over et tema af Paganini
Elgar / Enigma Variationer
Gådefulde orkestervariationer, virtuost klaverfyrværkeri og nutidig klangpoesi mødes i en koncert, hvor musikken fortæller historier uden ord – fra det intime til det symfonisk storslåede.
Britiske Edward Elgars Enigma Variationer er blandt engelsk musiks mest elskede værker. De 14 variationer er musikalske portrætter af personer fra Elgars egen omgangskreds, hvis identiteter skjules bag titler, kælenavne og gådefulde forkortelser. Elgar forener varme, humor og raffineret portrætkunst i et værk, der veksler mellem inderlighed og strålende klangpragt. Heriblandt den berømte variation Nimrod, en af musikhistoriens mest elskede langsomme satser.
I Variationer over et tema af Paganini lader Rachmaninov virtuositet og kompositorisk finesse gå hånd i hånd. Paganinis enkle tema forvandles gennem mørk romantik, gnistrende klaverløb og lyriske øjeblikke. Solist er den tjekkiske klavervirtuos Lukas Vondrácek, kendt for sine intense Rachmaninov-fortolkninger.
Islandske Bára Gísladóttirs Sea Sons Seasons (2025) for orkester og elektronik kredser om havets organiske bevægelser og evige forandring. Musikken opstår, forsvinder og vender tilbage i bølgende klanglige kredsløb.
Aftenen dirigeres af Anna Rakitina, en internationalt efterspurgt dirigent og et markant talent i sin generation, tidligere assistent for ingen ringere end Andris Nelsons hos Boston Symphony Orchestra.
Arrangør: Copenhagen Phil
Varighed: Ca. to timer inkl. pause
Gratis koncertintroduktion
Dørene lukker præcis
Drikkevarer, overtøj og større tasker må ikke medbringes i salen
Garderobeafgift inkl. i prisen
Kilde: Konservatoriets Koncertsal