ALICE TUNES IN: gab_i  + Rasmus Weirup  + Folker  + Miabella

ALICE TUNES IN: GAB_I + RASMUS WEIRUP + FOLKER + MIABELLA

ONS 1 APR
KL 19:00 onsdag den 1. april 2026

ALICE

Nørre Allé 7, København 2200

Køb billetter

Om koncerten

I en række tilbagevendende live-events åbner ALICE TUNES IN dørene for nye og eksperimenterende musikalske projekter og idéer. Koncertformatet transformerer ALICEs vante scene til et udforskende mødested for både nye og erfarne kunstnere. Med spirende nye lyde og stemmer inviteres publikum til fire korte og intime sæt, der vokser sammen til en aften med nysgerrighed, fællesskab og nye kunstneriske eksperimenter i fokus.
ALICE TUNES IN er drevet og kurateret i samarbejde med en dedikeret frivilliggruppe fra ALICEs eksisterende miljø, og vi glæder os til at præsentere den første aften i rækken med ambiente og eksperimentelle lydlandskaber fra sound designer gab_i, poetisk avant-folk og atmosfærisk mystik på harmonium fra sangskriveren Rasmus Weirup, art rock med cello og autotune i kontrastfyldt forening fra bandet Folker samt en energifyldt kreativ legeplads fra orkestret Miabella.
OBS: Koncerten er gratis men billet kræves
Gab_i
Med en baggrund i musikteknologi og lyddesign udforsker Gab_i en fusion af ny musikæstetik og elektronisk syntese i eksperimenterende ambient-produktioner. I et på én gang stringent, blødt og taktilt sonisk univers folder kompositionerne sig ud i detaljerige bevægelser. Som gab_i har han udgivet musik på Glinted Records, herunder Glinted 01 og 01.5 i samarbejde med GATELESS. Forvent at blive omsluttet af electro-acoustics og skyllet over af velafbalancerede dub-bølger. 
Rasmus Weirup
Mystisk poesi kombineres med harmoniums summen og glitchy elektronik i et lydbillede, der trækker på avant-folk, kammermusik og mørk elektronisk pop. Weirups debutalbum, ’I Bet You Never Had A Friday Night Like This’ (2021), er blevet beskrevet som “næsten uklassificerbart”, og det bliver muligvis en performance af lignende karakter. Under alle omstændigheder kan man forvente en højtidelig intensitet, en nærmest ekstatisk oplevelse, hvor inderlighed og det sakrale smelter sammen.
Folker
Den nye københavnerbaserede gruppe Folker trækker på både det organiske og det elektroniske. På deres musikalske palet er der plads til både fuglelyde, cello, autotune, trommemaskiner og forvrængede vokaler. Resultatet er et kontrastfyldt projekt i feltet mellem art rock, folk, hyperpop og ambient. Et tekstureret og drømmende lydlandskab fyldt med improvisation og overraskelse er på trapperne, når Folker indtager scenen på ALICE. 
Miabella
Flyv med, når Miabella indtager scenen og giver plads til både kaos og kærlighed. Et levende og kompromisløst underground-orkester, der forvandler rummet til en sanselig og eksplosiv legeplads. Bag Miabella står komponist og frontfigur Miamaja Vinther, der med sit band skaber et kreativt krydsfelt mellem moderne jazz, rock, avantgarde og nordisk klang, der smelter kor, blæsere, distortion og dansksprogede tekster sammen i et frit og foranderligt univers. Her undersøges kvindelighed, kraft og hysteri med både vildskab og sårbarhed, og ikke to koncerter er de samme.

Kilde: ALICE

Kunstnere

gab_i

gab_i

Rasmus Weirup

Rasmus Weirup

experimental, avantgarde pop

Folker

Miabella