DORK
Med sin groovy og guitarbaserede indierock blotter Dork de grimme sider af den menneskelige tilværelse. Og der lægges ikke fingre imellem, når hun med både spydig humor og sørgmodighed ripper op i temaer som ghosting, egoisme og asocial opførsel.
I’m Not A Good Person hed debut-EP’en fra 2024 ganske sigende. Og i det hele taget vælger sangskriver Lærke Simoni, der gemmer sig bag navnet Dork, gerne antiheltens position i sange, der fungerer som terapi i et liv præget af overtænkning og følelser af fremmedhed.
Selv kalder hun sangene for feel-bad-indie, og man trækkes da også igennem det følelsesmæssige søle i sange som “Legs” og “Houseplant”. Men der er samtidig noget dybt befriende i sangene, som skaber et rum til skamfulde, men ikke desto mindre meget menneskelige følelser.
Kilde: Roskilde Festival