SMERZ
“En sanselig totaloplevelse” skrev Soundvenue om det show, som den norske duo Smerz leverede på Roskilde Festival tilbage i 2018. Og med deres genreåbne udtryk, der trækker på både pop, klassisk musik og elektronisk minimalisme, har Smerz i det hele taget skabt et ry som en duo, der formår at drage lytteren ind i et særegent univers.
Duoen udgøres af Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg, som har en evne til at skabe et stemningsmættede collager, hvor drøm og hverdag flyder sammen. En evne, der gør deres seneste album, Big City Life fra 2025, til en betagende og flimrende oplevelse, hvor pop og soniske eksperimenter går op i en højere enhed.
Big City Life blev mødt med en taktfast begejstring fra et enigt felt af anmeldere, hvor alle fra The Guardian og Vogue til Line of Best Fit, The Fader og Pitchfork havde albummet med helt oppe på listen over 2025’s bedste. Sidstnævnte hyldede også duoens postmoderne popsensibilitet og gav albummet mærkatet ”Best New Music”.
Kilde: Roskilde Festival