SYL
SYL har på kort tid markeret sig som et af de mest kompromisløse og intense nye navne på den danske undergrundsscene. Bandet er især kendt for deres koncerter, hvor publikum bliver mødt af en fysisk og følelsesmæssig energi, der gør oplevelsen svær at ryste af sig bagefter.
Sidste sommer nåede bandet et nyt publikum, da de optrådte sammen med D1MA på Orange Scene på Roskilde Festival, og siden har de fået mere og mere momentum på livescenen. I SYLs hardcoreunivers går kaos og kærlighed hånd i hånd. Med en intens nerve blander de punk, noise rock og hardcore toppet med en aggressiv og gribende vokal fra forsanger Benjamin Clemens.
Bandets debutalbum alt godt udkom i 2022 og blev fulgt op af EP’en afmagt i 2024, og deres koncerter har opbygget et ry for at ramme både fysisk og følelsesmæssigt.
Kilde: Posten