Billedekilde: ALICE
ALICE TUNES IN: AK CINDER X 1AURENROSSETTI + SOUNDOKAPI + OLUFAPPELHANSEN + CORTES X E.W.E.
ALICE
Nørre Allé 7, København 2200
Om koncerten
I en række tilbagevendende live-events åbner ALICE TUNES IN dørene for nye og eksperimenterende musikalske projekter og idéer. Koncertformatet transformerer ALICEs vante scene til et udforskende mødested for både nye og erfarne kunstnere. Med spirende nye lyde og stemmer inviteres publikum til fire korte og intime sæt, der vokser sammen til en aften med nysgerrighed, fællesskab og nye kunstneriske eksperimenter i fokus.
ALICE TUNES IN er drevet og kurateret i samarbejde med en dedikeret frivilliggruppe fra ALICEs eksisterende miljø. Efter en vellykket første udgave glæder vi os til at præsentere vores anden aften i koncertrækken – en aften, der kommer til at rumme alt fra mørk artpop fra duoen AK Cinder x 1aurenrossetti, improviserede klangfarver på Terra-synthesizer fra organist SoundOkapi, et melankolsk og drømmende lydunivers fra olufappelhansen, til det energiske hornensemble Cortes x E.W.E.
AK Cinder x 1aurenrossetti
Den svenske eksperimentelle duo AK Cinder x 1aurenrossetti åbner aftenen ved at forene to forskellige kunstneriske praksisser i et fælles audiovisuelt livekoncept. Sammen forener de København-baserede kunstnere dekonstruerede kompositioner, elektronisk lyddesign og vokal og skaber en hybridmusik, hvor eksperimentelle strukturer møder popsensibilitet. Deres liveoptræden udvider musikken til et fordybende audiovisuelt rum, hvor lyd, lys og visuals udgør en samlet sanselig palet, der udvisker grænserne mellem koncert, ritual og digital installation. Forvent en performance i kontrollerede æteriske og glitchy artpop-melodier.
SoundOkapi
SoundOkapi fremfører et improviseret sæt på den unikke Terra-synthesizer – et usædvanligt alsidigt og udtryksfuldt instrument, der kan bevæge sig fra den svageste hvisken til et lydmæssigt inferno. I SoundOkapis hænder udfolder instrumentet sig fra det mere minimalistiske og meditative til mere groove-drevne og støjprægede teksturer. Med en klassisk baggrund som uddannet organist har Lolland-baserede SoundOkapi komponeret værker inden for en bred vifte af genrer og udgivet otte albums og én EP. Siden 2020 har han bevæget sig ind i en ny kunstnerisk praksis som improvisator på elektroniske instrumenter.
olufappelhansen
olufappelhansen kombinerer elementer fra shoegaze, indie og psykedelisk rock i et melankolsk projekt. Med dvælende stemme og sårbare tekster udforsker han en række universelle tematikker, fra ensomhed til kærlighed. Genklang, synth og kontrasterende overgange skaber et atmosfærisk, mørkt og drømmende musikalsk terræn. Til ALICE TUNES IN stiller han op med et fempersoners band og vi ser frem til at blive inviteret med ind i deres ærlige og nysgerrige lydunivers.
Cortes x E.W.E
Cortes x E.W.E er et sekspersoners energisk ensemble skabt og komponeret af Thomas Cortes, hvor hornsektionen træder frem som drivkraft på dansegulvet. Med saxofoner, fløjte, trompet, trombone, trommemaskine, og synthesizer i front genbesøger projektet bigband-traditionens rødder som musik skabt til bevægelse og fælles oplevelse. Her løftes hornene ind i et nutidigt klubunivers. Ensemblet samler musikere fra den københavnske scene i en international besætning, der udfolder hele paletten af bigband-horn i et kompakt og fremadskuende format.
Kilde: ALICE