TV-2
De kom frem som et af de skarpeste orkestre i en dansk bølge af new wave-navne i starten af 80’erne. Siden har de udviklet sig til en unik institution i dansk rock med et imponerende sangkatalog, som rummer både fællessangsskabende landeplager, revsende satire og et hav af elskede numre, der troner som danske klassikere.
Med de samme fire bandmedlemmer, Steffen Brandt, Hans Erik Lerchenfeld, Sven Gaul og Georg Olesen, er TV-2 noget så sjældent som et band, der har holdt sammen og leveret musik i 45 år. Og deres betydning for dansk musik kan dårligt overvurderes, idet deres DNA af poetiske danske tekster, fængende synth-temaer, stærke pophooks og stram new wave-guitar pibler frem hos et væld af yngre danske kunstnere.
Samtidig har de selv formået at bevare den kreative gnist og holde sig åbne for nye tendenser ved at samarbejde med yngre generationer af producere og musikere. Et lysende aktuelt eksempel er singlen “Som Om” med den unge danske stjerne Mumle.
Kilde: Roskilde Festival