NOURA MINT SEYMALI
Med flydende grooves, hypnotisk messen og psykedeliske eksperimenter fortolker Noura Mint Seymali Mauretaniens rige musiktraditioner. Den Womex Artist Award-vindende kunstner har tidligere leveret uforglemmelige koncerter på både ALICE og Roskilde Festival, og efter år på store scener er vi begejstrede for at kunne invitere hende tilbage i intime rammer i vores koncertsal – aktuel med det nye album “Yenbett” på Glitterbeat Records.
Mauretanien på Vestafrikas atlanterhavskyst rummer en dyb og mangfoldig musikarv, og Noura Mint Seymali er blandt landets mest markante stemmer. Hun er født ind i en familie af grioter, som gennem generationer har videreført historier, poesi og musik. Allerede som 13-årig turnerede hun i hjemlandet med sin kraftfulde vokal og sit imponerende talent på ardine – den ni-strengede harpe, som traditionelt kun spilles af kvinder. Instrumentet lærte hun at mestre af sin bedstemor, og siden har hun videreført den mauretanske musikarv med både respekt og fornyelse.
Sammen med sin mand, Jeiche Ould Chighaly, har Noura Mint Seymali skabt et band, der bygger bro mellem tradition og nutid. Chighaly er mester på strenginstrumentet tidinit, hvis karakteristiske fraseringer han omsætter til elektrisk psych-guitar. Med en bundsolid rytmesektion og et tæt samspil mellem guitar og vokal forvandler bandet mauretanske traditioner til en medrivende blanding af saharisk funk, psykedelisk rock og vestafrikanske grooves. Gennem en lang række anmelderroste udgivelser og omfattende turnéer har Noura Mint Seymali etableret sig som en af de mest visionære kunstnere fra regionen, hvilket hun også blev hædret for med en Womex Artist Award i 2025. Hun har tidligere begejstret publikum på både ALICE og Roskilde Festival, hvor hun i 2016 var med til at åbne Orange Scene sammen med The Orchestra of Syrian Musicians. Nu vender hun tilbage til vores koncertsal med det nye album “Yenbett” (Glitterbeat Records, 2025) og sit formidable liveband.
Kilde: ALICE