OKLOU
At lytte til Oklou er som at blive inviteret til mystisk maskebal – men ende på natklubben i stedet og beholde masken på.
Med en næsten perfekt blanding af svale popsange og futuristiske lydlandskaber har den überhypede franske producer og sangskriver sat en tårnhøj standard for tidens avant-pop med et univers, der balancerer mellem det skrøbelige og det monumentale. Her smelter barokke, klassiske elementer sammen med elektroniske trance-produktioner, der skriger efter at komme på floor.
Hendes musik udfolder sig som et vidtforgrenet landskab af nye muligheder for popmusikken – minimalistisk på overfladen og fuld af små, overraskende greb. Det er også derfor, kunstnere som PinkPantheress, FKA twigs, Bladee og underscores har arbejdet sammen med hende.
Kilde: Roskilde Festival