JOHN NÉMETH & THE BLUE DREAMERS (US)
John Németh er en af de mest prisbelønnede kunstnere i sin generation
Gennem sin karriere har Németh samarbejdet med en række af bluesens absolutte topnavne. I 2005-2006 erstattede han den legendariske Sam Myers i Anson Funderburghs band, og i 2008 bidrog han med vokal på fire numre til Grammy-vinder Elvin Bishops Grammy-nominerede album “The Blues Rolls On”. Efter sin flytning til Memphis i 2013 indledte han et samarbejde med det legendariske blues-soul band The Bo-Keys og producer Scott Bomar, som resulterede i albummet “Memphis Grease” med monsterhittet “Sooner or Later”, der toppede samtlige top-10 lister i USA og Europa. Hans album “Feelin’ Freaky” fra 2017 blev produceret af Luther Dickinson, og Németh er også frontfigur i Memphis-projektet The Love Light Orchestra sammen med guitarist Joe Restivo og arranger/trompetist Marc Franklin. Han har desuden gennem flere år spillet med guitarlegenden Junior Watson
For det danske og skandinaviske publikum er John Németh allerede et kendt navn. Han optrådte på Djurs Bluesland i 2011, Blues Heaven i 2017 og vendte tilbage til en længere Danmarks-turné i 2018, hvor han satte sig dybe spor med intense og energiske koncerter. Når han nu vender tilbage til Blues Heaven, kan publikum se frem til et sæt, der spænder fra tidlige favoritter til nyere sange og singler – leveret med samme nærvær, dynamik og sjæl, som har givet ham fans over hele verden.
Kilde: Posten