Rashad Becker  + Anton Friisgaard

RASHAD BECKER + ANTON FRIISGAARD

LØR 14 MAR
KL 21:00 lørdag den 14. marts 2026

ALICE

Nørre Allé 7, København 2200

Køb billetter

Om koncerten

For lydnørder er Rashad Becker kendt for sit mangeårige virke som et sandt mastering-geni med mere end 1200 udgivelser i bagagen. Men i sine egne værker udforsker den Berlin-baserede komponist, lydkunstner og producer lydens strukturelle og psykoakustiske egenskaber med kirurgisk præcision og en næsten uhyggelig fantasi. Kom og bliv opslugt af hans dragende univers, når han spiller koncert på ALICE til marts. Anton Friisgaard åbner aftenen. For lydnørder verden over er Rashad Becker en legende. Siden 1997 har den Berlin-baserede komponist, lydkunstner og producer været en central skikkelse i Dubplates & Mastering i Berlin – studiet bag Basic Channel – og har sat sit præg på mere end 1200 udgivelser som master- og mix-ingeniør. Her har han været med til at forme lyden af kompromisløs, eksperimenterende elektronisk musik, ofte i kulissen, men med enorm indflydelse. Hans eget kunstneriske virke er mindre kendt, men til gengæld radikalt, kompromisløst og dybt originalt. Becker er især kendt for den anmelderroste serie “Traditional Music of Notional Species” på PAN – et særegent univers af komplekse, fremmedartede kompositioner, hvor lydene opfører sig som levende organismer, der ånder, vrider sig og muterer i konstant bevægelse. Og det er netop dette univers, man kan glæde sig til at træde ind i, når Rashad Becker giver koncert på ALICE. Live åbner han nemlig et mørkt og indadvendt lytterum, hvor grænserne mellem musik, lydkunst og spirituel erfaring opløses. Publikum inviteres ind i et apokalyptisk, meditativt og nærmest rituelt sonisk landskab, hvor detaljerigdom og intensitet kræver fuld overgivelse. For fans af Drew McDowall, Alessandro Cortini og Jan Jelinek – og for alle med appetit på udfordrende og transformerende lytteoplevelser – er dette en sjælden mulighed for at opleve en sand mester i sit rette element. Anton Friisgaard Anton Friisgaard er en mangfoldig musiker og lydskaber med rødder i elektronisk musikproduktion og komposition, men med et virke, der rækker langt ud over genrer og formater. Hans kunstneriske nysgerrighed, og hans dybfølte kærlighed til mangfoldigheden af udtryk inden for musik, har ført til samarbejder med klassiske ensembler, live-performances med den danske elektroniske pioner Gunner Møller Pedersen og dybdegående undersøgelser af tapeloops og analoge processer. Senest har han arbejdet tæt sammen med lokale balinesiske gamelan-musikere på Stroom-udgivelsen “Teratai Åkande”. Anton Friisgaard har udgivet musik på labels som Flau, Janushoved, Vaagner og Stroom og har præsenteret sit arbejde på festivaler og scener som Roskilde Festival, Strøm, Intonal, VinterJazz og CPH Jazz – samt på spillesteder og kunstinstitutioner som ALICE, Koncertkirken, Gl. Strand og Mayhem. Med sit sanselige og fordybende soniske udtryk åbner Anton Friisgaard aftenen for Rashad Becker.

Kunstnere

Rashad Becker

Rashad Becker

experimental, avant-garde, electronic, noise, drone

Anton Friisgaard

Anton Friisgaard

drone, experimental, ambient, electronic, gamelan, scandinavian