XENIA
xenia er en 21-årig musiker, lyriker og multimusiker, der bevæger sig i krydsfeltet mellem dansk elektronisk alternativ pop og eksperimenterende vokalarbejde. Hun forener sine talenter som sangskriver, producer og korarrangør på sine udgivelser og har en tydelig kunstnerisk signatur, hvor stemmen og de vokale harmonier er i centrum. Til dagligt studerer hun sangskrivning på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) i København.
Hendes musik er både direkte og indirekte inspireret af den kormusik, hun er vokset op med, hendes musikuddannelser og det digitale ungdomsliv, herunder sociale medier som TikTok. Lyduniverset trækker tråde til pop, jazz og kormusik - inspireret af artister som Guldimund, Ariana Grande og Billie Eilish samt komponister som Ola Gjeilo.
Som lytter inviteres man ind i xenias dansksprogede fortællinger gennem et lydlandskab, der bevæger sig mellem dybe, elektroniske momenter og lette, svævende korsektioner. Hendes tekster er surrealistiske, ærlige og eftertænksomme og kredser om den unge tilværelse og menneskets plads i en større sammenhæng.
Kilde: Musikhuset Aarhus