SØMÆNDENE
Næsten 25 år er gået, siden Sømændene lod høre fra sig for første gang - dengang kaldte de sig De Glade Sømænd, og det musikalske repertoire bestod i høj grad af sange fra den danske sømands-sangskat, først og fremmest "Alle sømænd er glade for piger", "Solskin om bord" og "Mandalay", men eksempelvis også "Man kan vel ikke gøre for, at man har charme" og Gasolin'-klassikeren "Det var Inga, Katinka og smukke Charlie på sin Harley", alt sammen holdt inden for rammerne af bluesgrass.
I Sømændene har man altid gjort et stort nummer ud af at tildele hinanden roller eller måske snarere titler, så udover Styrmand består det musikalske mandskab af blandt andre Orlogskaptajnen, Ankermanden, Masteføreren, Gasten, Fyrbøderen og Matrosen.
I sin tid har Sømændene lagt særdeles beskedent ud med en udgivelse for egne penge, "Høkersnaps og søuhyrer", før et pladeselskab omsider fik øjnene op for foretagendet, og senest er det blevet til udgivelsen "Vi går sammen ned", der som den første består af lutter hjemmeskrevet materiale og altså ikke kopiversioner af andres hits.
Kilde: Skråen