A CIRCLE OF FRIENDS
Det hele begyndte ved musikskolens forårskoncert i 1972. På scenen stod en gruppe 11-12-årige drenge, hver med en spansk guitar i hånden. Ikke alle navnene huskes i dag – men én af dem var Alex Nyborg Madsen. Og dér, midt i sin meget overkommelige solo i sangen Tom Dooley, mærkede han det: At stå på en scene føltes helt rigtigt.
Siden da har Alex stået på stort set alle slags scener i Danmark – og med mange forskellige bands. Hans musikalske nysgerrighed har altid peget i flere retninger:Fra heavy metal med Witch Cross, over højhåret rock med Harlot, til fængende melodier med Savage Affair. Han har jammet med Led Zeppelin Jam og skabt californisk 70’er-vibe og americana med Sing Sing Sing.
Nu slutter ringen med det nye band: A Circle Of Friends.Kald det americana, roots, alt-folk eller alt-country – lyden er overvejende akustisk, håndspillet og centreret omkring den gode sang. Kærligheden til folk og country har altid ligget og ulmet. Måske blev den vakt af Lee Hazlewood-pladerne, Alex’ svoger havde med hjem fra de amerikanske baser i Grønland – eller de første guitarakkorder, brugt til Donovan og Whiskey In The Jar.
Kilde: Skive Theater