TURNING TABLES
Oplev den næste generation af musikskabere, når unge kunstnere fra Turning Tables Danmark indtager scenen på ALICE i september med en koncert fyldt med originalmusik, skrevet, produceret og fremført af de unge selv. Publikum kan se frem til en aften med nærværende liveoptrædener, personlige fortællinger og musikalske udtryk skabt af unge mellem 12 og 28 år med afsæt i deres egne idéer, erfaringer og kunstneriske ambitioner.
Når de unge giver koncert på ALICE, markerer det kulminationen på et længere kreativt udviklingsforløb i Turning Tables Danmarks kulturlaboratorium Kapellet på Nørrebro. Her mødes de hver uge i et kreativt fællesskab, hvor de sammen med professionelle instruktører udvikler deres kunstneriske praksis, udforsker nye idéer og skaber deres egne værker. Gennem feedbackforløb og fælles sparring har de forfinet deres musik, som nu præsenteres live på ALICE.
Aftenen giver et unikt indblik i et spirende lokalt musikmiljø, hvor unge artister får mulighed for at udvikle deres lyd, stå på scenen og dele deres værker med et publikum. Det er en koncert med energi, nysgerrighed og nye perspektiver – og en chance for at opleve, hvad der rører sig blandt unge på Nørrebro gennem deres egne fortællinger og musikalske udtryk.
Kilde: ALICE