L’arannà

L’ARANNÀ

SØN 31 MAJ
KL 20:00 søndag den 31. maj 2026

ALICE

Nørre Allé 7, København 2200

Køb billetter

Om koncerten

Med rødder i klassisk musik og en kærlighed til Middelhavets levende folkemusik har Anna Sala og Lara Magrinyà skabt duoen L’arannà – et mystisk og gåsehudsfremkaldende møde mellem ældgamle traditioner og moderne elektronik. L’arannà er et af de mest spændende nye navne på den catalanske scene og har bl.a. medvirket på soundtracket til Los Javis’ populære dramaserie “La Mesías”. Vi er glade for at kunne præsentere L’arannà, når de indtager ALICE til maj med deres anmelderroste koncertperformance “Turmarí”.

L’arannà har hurtigt markeret sig med en kompromisløs tilgang til tradition og fornyelse. Den Ibiza-catalanske duo udgøres af Anna Sala (Sant Feliu de Guíxols) og Lara Magrinyà (Eivissa), som har rødder i klassisk musik og en fælles fascination af ældgamle folkemusiktraditioner. Trods duoens korte levetid har de med deres musikalske modenhed og nyskabelse gjort sig bemærket som et af de mest interessante navne på den catalanske scene. Deres debutalbum “La salamandra” (2024) førte dem vidt omkring på scener i Catalonien og på De Baleariske Øer, og duoen har spillet på toneangivende festivaler og litterære begivenheder og optrådt på internationale showcase-festivaler som Waves Vienna og Music Week Poland. L’arannà har i øvrigt samarbejdet med ALICE-aktuelle Maria Arnal.

Når L’arannà gæster ALICE er det med deres anmelderroste koncertperformance “Turmarí”, som dykker ned i folkemusiktraditioner fra Ibiza og Formentera – særligt den karakteristiske sangform ‘cant redoblat’, som er kendt for sit kraftige vibrato og sin ornamenterede, enstemmige sang. Her mødes gamle melodier og arkivfund med nyskrevne kompositioner i et lydunivers, hvor synthesizere og keyboards forenes med kastagnetter, trommer, fløjte og æstetikker inspireret af den traditionelle folkedans ball pagès. Resultatet er en mystisk, elegant, sanselig og undersøgende koncertoplevelse, der tegner et nuanceret portræt af to øer, som rummer langt mere end myten om paradis og natteliv. Glæd dig til en smuk og poetisk aften, når L’arannà spiller på ALICE til maj.

Kilde: ALICE

Kunstnere

L’arannà