BÉVORT 3
Jazz på Skamling. Bévort 3 repræsenterer moderne dansk jazz i sin mest nærværende form. Med saxofonist og komponist Pernille Bévort i front forener trioen tradition og fornyelse i et levende musikalsk univers præget af stærke melodier, improvisation og et tæt samspil mellem musikerne.
Sammen med bassist Morten Ankarfeldt og trommeslager Espen Laub von Lillienskjold skaber Pernille Bévort et dynamisk og personligt lydbillede, hvor hver enkelt musikers stemme får plads til at udfolde sig. Fraværet af et harmoniinstrument giver musikken en særlig åbenhed og sætter fokus på instrumenternes akustiske klang, de melodiske kompositioner og trioens detaljerige og fantasifulde samspil.
Ved koncerten på Skamlingsbanken præsenterer Bévort 3 musik fra det nye album A Cup of Joe, der udkom i januar 2026. Albummet markerer 25-året for den legendariske saxofonist Joe Hendersons død og er både en hyldest til hans musikalske arv og en personlig fortolkning af hans kunstneriske univers. Med afsæt i Hendersons kompositioner og ånd skaber Pernille Bévort et værk, der tydeligt bærer hendes eget musikalske fingeraftryk.
Kilde: Skamlingsbanken