CRACK CLOUD
SØN 12 APR
KL 20:00 søndag den 12. april 2026
ALICE
Nørre Allé 7, København 2200
Om koncerten
Crack Cloud er berygtet for deres medrivende liveshows og kompromisløse brud med klassiske musikalske dogmer, hvor rå punkenergi får selskab af sprudlende orkestrale elementer og instrumental legesyge. Til foråret rammer den canadiske alternative gruppe ALICE med deres seneste roste album “Red Mile” (2025).
OBS: Billetterne går i salg 4. december kl 14:00
Crack Cloud er et musikkollektiv, der ikke er bange for at gå imod de klassiske dogmer. Med stifter, sanger og trommeslager Zach Choy i front har gruppen gennem deres første to roste udgivelser “Pain Olympics” (2019) og “Tough Baby” (2022) gjort sig bemærket med et radikalt univers, hvor punkens stramme rytmer, staccato-hakkede guitarer og politiske bid smelter sammen med en musikalsk skævhed og instrumental legesyge à la Talking Heads. Siden deres debut har de braget ud over scenekanten på festivaler og venues internationalt, herhjemme i Mayhem, på Hotel Cecil og på Roskilde Festival, hvor de spillede en af årets bedste koncerter i 2019.
Crack Cloud er nu aktuelle med det vitale album “Red Mile” (2025), hvor gruppen i endnu højere grad afsøger grænserne mellem genrer, tonalitet og eksperimenter. Her bliver den rå punkenergi maxet ud med sprudlende orkestrale elementer, strygersektioner og dramatiske opbygninger. “Red Mile” har bl.a. høstet store roser fra The Guardian og The Alternative, som kalder albummet fænomenalt.
Den canadiske alternative gruppe blev oprindeligt stiftet som et rehabiliteringsprojekt i Vancouver, hvor medlemmerne boede sammen i et slags stort musik- og mediekollektiv. Crack Cloud tæller over 20 medlemmer som i skiftende besætninger har gjort gruppen berygtet for deres intense liveshows. Når Crack Cloud rammer ALICE, udgøres gruppen af Zach Choy, Aleem Khan, Bryce Cloghesy, Will Choy, danske Emma Acs, Eve Adams og Nathaniel Philips. Vi kan ikke vente til april!