ALAWARI
Den københavnske sekstet Alawari har siden starten i 2016 formået at bringe den instrumentale jazz ud til nye lyttere, samtidig med at de har begejstret i jazzkredse både herhjemme og internationalt.
Således har de herhjemme høstet priser og fremragende anmeldelser, ligesom de har turneret flittigt i Europa, hvor deres eksplosive energi og nuancerede udtryk har gjort indtryk. De seks musikere kan både ramme en helt intim nerve i musikken og åbne op for en symfonisk storhed med en klang som et helt bigband, og de formår at formidle en dyb menneskelig erfaring i komplekse og dog medrivende kompositioner.
Det stod allerede tydeligt fra deres første album, der udkom på April Records i 2022, og som var en kakofonisk refleksion over revolutionens væsen. Albummet blev i 2024 fulgt op af Leviathan, der blottede en mere spirituel åre i en kredsen om menneskelig transformation. Ingen menneskelig følelse er musikken fremmed, og med deres kollektive improvisationer formidler Alawari en kosmisk vision af et fællesskab, der overskrider individet.
Kilde: Roskilde Festival