CINNA PEYGHAMY
Den fransk-iranske percussionist, komponist og producer Cinna Peyghamy skaber fascinerende lydverdener på sin tombak. Med det klassiske persiske slagtøjsinstrument i den ene hånd og modulære synthesizere i den anden – og med et musikalsk overskud i verdensklasse – fremmaner han dialoger mellem det taktile og det elektroniske. Det bliver en ud af kroppen-oplevelse når Cinna Peyghamy bringer sin fantastiske musik fra den parisiske eksperimentalscene til Nørrebro, aktuel med nyt album på Nicolas Jaars anerkendte label Other People.
Siden debuten “Gamut” i 2017 har Cinna Peyghamy markeret sig som en af de mest unikke stemmer på den eksperimenterende scene og en musiker med et talent sjældent set. Mens hans tidlige udgivelser udforskede fragmenterede rytmer og dybe følelsesmæssige kontraster, har hans virke i det parisiske noise- og improvisationsmiljø gradvist ført ham mod mere åbne og undersøgende koncertformater. Med baggrund i både programmering og videnskab designer han på imponerende vis sine egne instrumenter og lydsystemer – fra DIY-synthesizere til mekaniske lydskulpturer – som er blevet centrale redskaber i hans kompositioner, installationer og liveoptrædener.
I dag står den persiske tombak som omdrejningspunkt i Cinna Peyghamys musik. Gennem improvisation og realtidsbearbejdning af instrumentets organiske klange skaber han en levende dialog mellem det taktile og det elektroniske, som kan gå fra techno-agtige sekvenser og kosmiske soundscapes til smukke, æteriske melodier. Cinna Peyghamy er kendt for at spille koncerter der er fysisk nærværende og bevidsthedsudvidende – koncerter, som publikum sent vil glemme. Gå ikke glip af en sjælden mulighed for at opleve en musiker i verdensklasse, når han spiller koncert på ALICE til september, aktuel med nyt album på Nicolas Jaars anerkendte label Other People.
Kilde: ALICE